Grevindebs hvad er det?

Grevindebs er mit lille hobby projekt.

Det hele startede med at jeg selv havde ondt i nakken og migræne i mange år. Det fik mig til at tænke på om der er andre måder at behandle dette på end med medicin og som supplement til massage.

Jeg lærte lidt om brugen af urter og plantede en lavendelhæk i forhaven. Lavendler er nemlig afstressende og beroligende. Derefter fandt jeg frem til at varme og kulde havde en effekt på mine spændinger og hovedpine. Jeg begyndt at sy, først en lille øjenpuder som kan køles i fryseren eller opvarmes i mikrobølgeovnen. Jeg fandt også ud af at hele ryggen er involveret i spændinger og hovedpiner og derfor lavede jeg også en stor pude, til akkurat det samme formål. I disse puder tilsætter jeg tørret lavendel, der afbalancere sindet og giver ro. Ofte er det nødvendigt med noget der kan hjælpe en på vej og det kan denne fantastiske urt.

Jeg var så uheldig af få en arbejdsskade i min ankel og blev fyret fra mit arbejde som sygeplejerske. I min sygemelding og min genoptræning efter operation brugte jeg den varme pude mod ømhed og sammen pude bare kølet af til at behandle hævelserne i anklen.

Ydermere fandt jeg også udad at de små kolde øjenpuder er fantastiske til trætte og hævede øjne og dermed blev de en del af min vanlige hudpleje.

For mig er det vigtigt at materialerne og produkterne er naturlige og uden kemi. Sådan undgåes allergier og udslæt, puderne kan anvendes til alle i alle aldre, syge, raske, stressede, livsnydere, massage, hudpleje you name it.

Jeg syr når jeg har overskud og synes det er sjovt. Størrelsen varierer og der kan altid bestilles på mål og særlige ønsker prøver jeg at efterkomme. Så ønsker du dig en speciel model skal du ikke holde dig tilbage.

Privat Jeg er mor til to skønne knægte og gift med Peter og uddannet sygeplejerske. Jeg bor i en lille by i Jylland der hedder Langå, den ligger ved Gudenåen og har en smuk skov rundt om sig.

Update.

Update!

Det viste sig at “ den hvide verden” var knap så hvid. Efter den masse selvransagelse og meditation ( ja det hjælper faktisk) fandt jeg frem til, at jeg savnede verden udenfor hospitalets vægge. Den sygeplejerske verden hvor du selvstændigt må tage beslutninger fordi du er nødt til det. Hvor du aldrig 100% ved hvad din opgave er før du stå hjemme hos borgeren. Derfor valgte jeg kort inden jul, at søge nyt job, som jeg fik. Kort derefter skrev jeg min opsigelse, en måned senere smed jeg min sidste hvide kittel til vask, tømte skabet i omklædningen og gik derfra med en buket fine blomster i hånden. Distræt som jeg er kommer jeg til, at tabe kortet på vej fra afdelingen til omklædningen. Undskyld jeg tabte det fine kort du havde skrevet chef, det var ikke med vilje!!!

Så hvad laver jeg så nu?

Jeg er blevet hjemmesygeplejerske igen -og det er så skønt!  Mange mener det er bunden af bunden, at det kun er de sygeplejersker der er “dårlige” sygeplejersker der arbejder i hjemmesygeplejen. Jeg kan kun sige, at det er fordomme. De udtales oftes af folk der aldrig har arbejdet derude. Jeg har kun mødt kompetente og top dygtige mennesker og dem er jeg stolt af at arbejde sammen med.

Her kan jeg finde mig selv, her kan jeg vokse og gro og hjælpe andre til, at leve et værdigt liv. Det bliver et ‘ja tak’ herfra.

Jeg har stadig mange drømme og forventninger til mit arbejdsliv. Nogle skal sættes lidt op på hylden, andre skal tages ned og støves af igen. Lige nu udforsker jeg nyt land og hvilke muligheder der er.

 

Breve til Mormor!

 

Jeg vil lave en hyldest til den kvinde, de fleste af os lærer at kende som en gammel dame, helt fra barnsben….nemlig Mormor. Breve til Mormor skal være såvel en personlig som en general hyldest til de tidligere generationers kvinder. Deres viden og erfaring har de givet videre til os -vores generation af kvinder. Før i tiden var det yderst nødvendigt med denne vidensudveksling, det var en måde at lære alle de praktiske færdigheder der forventes af datidens kvinder. Det var vigtig viden og husråd om madlavning, barnepleje, sygdom, husholdning mv. Enhver mor og bedstemor delte ud af deres viden og meget tidligt i en piges liv, vidste hun hvordan hun skulle klare de fleste af de forventninger der var til hende.Vores generation af kvinder har ikke behov for den praktiske viden de tidligere generationer kan tilbyde os, på samme måde som før i tiden. Hvis vi vil kan vi finde utallige oplysnings kilder på biblioteket og især på internettet. Få klik og vi har mange forskellige hits på vores forespørgsel. Jeg vil forsøge at skabe fokus på den rolle den modne kvinde, har i forhold til sit barnebarn og hvad der ligger gemt af ressourcer i de tidligere generationers kvinder.

Så hvad er det egentligt vi kan bruge de erfaringer fra tidligere generationers kvinder til?
Jeg spørger jer forskellige kvinder, med forskellige liv og aldre om hjælp.
Hvem er eller var din mormor?
Hvad var det hun kunne?
Hvordan var hendes liv, hendes drømme eller hendes historie?
Hvis du kunne skrive et brev til din mormor, om hvad som helst, hvordan skulle det så lyde?
Det er ikke et brev der skal bedømmes eller nødvendigvis forståes af andre, det er ikke et brev der nødvendigvis skal udstille alt det fine og pæne. Det vigtigste er at det er et brev der er ærlige.

Jeg ved at svaret ikke er ens for os alle, det er individuelt hvilken betydning vi ligger i mennesker omkring os. Jeg vil lade spørgsmålene stå åbent og lade Jer kvindernes historier tale for sig selv.

Jeg redigerer ikke i brevene, jeg anonymisere dem hvis du vil have det.
Jeg vil gerne vide din alder, dit navn og beskæftigelse(hvis du synes).
Skriv også gerne dine kontaktoplysninger, hvis du synes jeg skal have dem.

Er du interesseret i at hjælpe og vil du dele dit brev -i dét jeg håber bliver til en bog, så send en mail med dit brev til Mormor, til mig på mail: grevindebs@gmail.com

Min baggrund:
Jeg har en død mormor og en død papfarmor og en heldigvis levende farmor.
Jeg bliver selv en dag farmor, men ikke mormor.
Jeg arbejder dagligt med mennesker i relation og er uddannet sygeplejerske.
Jeg er 35 år.
Jeg har to sønner, som har en mormor, en farmor og en papmormor.

Jeg er meget taknemlig for at du vil hjælpe med realiserer mit projekt.

De varmeste hilsner
Inger V. Brorsen

 

Tilbage i den hvide verden #2

Så er jeg tilbage og hvilket come back det er!

“Jeg er ny!”

”Hende den nye”…”nej nej ikke studerende”… “jeg har tidligere lavet….”

Har jeg hørt mig selv sig ca. 1 million gange den sidste lille månedstid. Hvis jeg skal være ærlig bryder jeg mig ikke om, at være ny. Det er så akavet og super svært, at finde ud af hvad er det lige de plejer at gøre her.

Misforståmig ikke – det er utroligt spændende, det er utroligt udfordrende, utroligt trættende, utroligt fedt, utroligt sjovt, utroligt givende ja det er det hele på én gang i en stor pærevælling. Det ene øjeblik føler jeg mig som den dummeste sygeplejerske der kan stå på to ben, har lyst til at flygte langt væk og det næste øjeblik har jeg totalt optur over noget der lykkedes for mig.

Jeg er så dødtræt om aftenen, mit hoved summer og jeg kan slet ikke tænke to sammenhængende tanker – det er så godt!

Jeg er sikker på det bliver bedre med tiden, lige nu gælder det bare om at bevare roen og lærer alt hvad jeg kan. Heldigvis har jeg købt mig en ny bog som jeg kan nørde ned i.  Nefrologien er et kæmpe speciale og der er sindssygt meget at lære, hvor glæder jeg mig bare til at folde det ud og blive super skarp indenfor det.

Jeg er ret overbevist om, at jeg har fået noget nær de sødeste kolleger man kan ønske sig. Heldige mig, hvor er jeg glad😊

Back in white

 

 

Tilbage til den hvide verden

Efter næsten 5 år udenfor sygehusets #hvideverden skal jeg tilbage igen.

Og I er så heldige at I kan følge med her på bloggen, den kommer til at fungere som sygeplejerskens synspunkt!

Jeg skal tilbage og jeg er så heldig, at jeg skal begynde et sted hvor der er tid til sygeplejen. Ikke mindst til fordybelse og tid til at nørde! Det bliver fedt og ja, jeg glæder mig.

Jeg skal være der ca. ét år også må vi se hvad der så skal ske. Det bliver overvældende at skulle i gang igen, men det bliver også skønt igen, at få noget mere indhold i hverdagen. Min fod har det bedre, den bliver nok aldrig 100 % god og smertefri, hvorom alting er har jeg besluttet at forholde mig optimistisk til den. Mine nye arbejdsgiver ved alt om den fod og hvad den kan og ikke kan…OG de er så seje at de siger jeg sagtens kan aflaste og teste min fod hos dem. Jeg har ikke fået flexjob, jeg er ikke i jobrotation, jeg har bare fundet et normalt job. Det glæder mig at de er så cool med det og jeg tænker vi får et godt samarbejde. Et mere professionelt samarbejde bliver fantastisk.

Pssst…har forresten hørt at OK 2018 kommer til at handle meget om lønforbedringer og arbejdsmiljø….det er da helt fantastisk! Jeg håber DSR klarer kampen❤️

 

Første skridt på vejen – om at rejse sig ved det træ man er faldet

Planen tager roligt form men jeg er ikke færdig med at tænke endnu, én ting er helt sikkert, noget må forandres.

Holisme popper op og det er klart at den må være en hjørnesten i fundamentet.

Bloggen er pt. under ombygning, fordi min vej i øjeblikket svinger i uventet retning. Som I der hidtil har fulgt bloggen ved, har det sidste år af mit liv og karriere båret præg af en dum arbejdsskadet ankel og lang genoptræning efter operation.

Som sygeplejerske har jeg været tvunget til, at opleve det sundhedsvæsen og det kommunale system, som jeg har brugt mere end et årti på at arbejdet for, indefra.

Jeg har oplevet et sundhedsvæsen der umiddelbart fungerer, men har travlt. Jeg har oplevet et kommunalt system der økonomisk ikke har råd til, at vente på at medarbejderen bliver rask efter en arbejdsskade og kan komme tilbage på arbejde. Jeg kan se mig selv i systemet der er i stykker, i hastige skridt ned ad gangen, talende i telefon, kradse noget ned på en blok inden turen fortsætter til den næste og den næste og den næste. Altid på vagt, altid analyserende og reflekterende, med tusind ting i hovedet og en rumlende smerte i maven, fordi frokost er noget man spiser på vej hjem i bilen.

For mig har det været en øjenåbner -måske jeg bare har være ureflekteret, måske det er sådan vi sygeplejersker bliver nødt til at gøre for, at kunne beskæftige os dagligt med sygdom og nogle gange døden.

Det har fået mig til at reflektere og et ønske inden i mig er begyndt at vokse. Hvordan kan jeg skabe mig et bedre arbejdsliv? Hvordan kan jeg beskæftige mig med noget der giver mening? Hvordan arbejder jeg som sygeplejerske, på min måde? Hvordan kombinerer jeg alle de ting jeg ønsker mig?

Kærlige hilsner Grevinde bs aka Inger Læs videre “Første skridt på vejen – om at rejse sig ved det træ man er faldet”