Selvforsvar på en doven lørdag

Badminton sæsonen er ovre -noget nyt skulle på tapetet, gerne noget der var sjovt og udfordrende. På Facebook messenger kom der en besked fra en af badminton damerne “selvforsvarskursus syv timer 500kr – hvem er med”?Jamen det er jeg da helt sikkert! Det lyder fedt! Det bliver sjov og udfordrende! Det var kun to af os det havde lyst, men “skidt pyt det bliver SÅ godt” mentaliteten var på plads og dagen for det syv timer lange selvforsvarskursus oprandt. I invitationen står der “behageligt tøj” let nok løbebukser, T-shirt og kondisko…tjek. Vi kommer som de første, efterhånden som de andre kursister kommer bliver jeg en smule nervøs, de er ikke som vi klædt i alm. træningstøj -nej de har Gi og Tabi boots på, et par stykker bærer på store rygsække hvor samuraisværd og kæppe stikker ud, på bunden lå der helt sikkert kastestjerner og ventede på at blive kastet. Kun to andre står som os i almindeligt træningstøj og ser fuldstændig overvældet ud i blikket. Jeg kommer i voldsom konflik med mig selv, på den ene side er det hele voldsomt spændende. På den anden side er jeg totalt skræmt og intimideret, mest af alt har jeg lyst til at skrige og tage hjem.

Men selvfølgelig bliver vi! Første lektion er rullefalds opvarmning. Alle Ninja personerne ruller rundt over skulderen og lander i perfekt kampstilling på benene. Jeg slår hvad der kunne minde om en fesen kolbøtte, hvor jeg formår at slå hovedet og få kvalme på samme tid. Min makker klarer sig noget bedre, men hun har jo også smugtrænet da hun var yngre og gik til kampsport. Dét er derfor – ikke fordi jeg er motorisk udfordret, lidt af en klumpedumpe eller noget andet i den dur! En yngre flink Ninja, fanger med det samme hvad der sker – eller rettere ikke sker. Han giver sig tid til meget pædagogisk, at vise hvordan man gør, selvfølgelig ikke bare én gang, men hele tre gange! Ja altså -for både Jeg og Prins Knud skulle jo lige forstå det. Men da budskabet er forstået er jeg “unstoppable” og “on fire” jeg laver rullefald på rullefald, jeg er fuldstændig ligeglad med at ligne en nar der flyver rundt – det er simpelthen bare så fedt, jeg føler mig som den sejeste næsten-Ninja-ever. Lige indtil jeg mister tilstrækkelig selvkontrol og mine bukser krymper sig nedad min røv og jeg får vist en flot klassisk håndværkerrøv til ca. tredive ninjaer og tre civilister. Ingen siger noget, men jeg ved alle har set det. What to do? Årh f*** da også! Nevermind, fortsæt!

Så var alle ligesom opvarmet. Kursuslederen kalder sammen til en lille opsang om hvad man skal gøre for at undgå anholdelse, når man er udøvende Ninja. I mine øjne var det ekstremt upassende især fordi manden selv var politibetjent -men det gav mening for alle ninjaerne som lyttede opmærksomt. De nærmere detaljer er for kedelige at gå ind i, lad os bare sig jeg blev godt og grundigt provokeret og min respekt for manden og hans sexisme er lig nul. Lektionen fortsatte med at ninjaerne tilbad deres guru -et billede at en gammel asiatisk mand, som åbenbart er deres åndelige vejleder. Det var skørt og jeg deltog ikke i det, men fred være med hvem de vælger at tilbede.

Derefter begyndte en række af mange selvforsvars øvelser, først med fast makker senere med forskellige personer. Jeg har det ikke super godt med berøring af svedige fremmede mænd og det bliver en smule grænseoverskridende, når disse mænd skal lade som om de vil kvæle én og du så skal prøve at komme fri! Jeg overlevede dog, den sidste times tid fik jeg en fast makker, med sort bælte. Ork tænkte jeg -ham der, ham burde jeg kunne gøre et eller andet ved. Men nej! Det kunne jeg ikke, slet slet ikke. Han lærte mig hvordan man bliver angrebet med en kapsel -ved at bore den ned i min arm indtil jeg hylede højt. Ligeledes fik jeg de ondeste sherifstjerner i maveflæsket -hvilket resulterede i endnu mere hylen og en del banden og svovlen. Forklaringen på disse handlinger var fra  den sadistiske l**** Ninja makker jeg havde at jeg skulle lære at være brutal og ond. Hver gang jeg ikke var ond nok og fx sagde undskyld for at give ham en albue i hovedet fik jeg at nap og skreg og hylede højt. Jeg var alt for opslugt af at få ham til at lide en pinefuld og langsom død, til at jeg tænkte på at sige fra. Heldigvis lykkedes det mig, at få ham nedlagt, nappet i flæsket, sparket over benet og trampet over fødderne flere gange – han skulle sgu ikke have krammet på mig den satan! Faktum er selvfølgelig, at det havde han hele tiden og da jeg spændte ben for ham og vred min egen fod halt om, var han ” hurtig som en ninja” og greb mig inden jeg nåede at vrikkende om. Til sidst blev der af kursuslederen blandet ninjasnigmorder teknikker ind i det, hvilket igen var alt for meget af det gode.

En time før kurset var slut gik vi hjem, energien var simpelthen opbrugt. Jeg gik derfra med blandede følelser. Jeg havde fået en masse positivt ud af det i forhold til teknikker og handlinger, hvis det skulle ske at blive nødvendigt en dag. Samtidigt afskyr jeg brutalitet og vold, politimænd der er sexistiske og giver råd om hvordan man omgåes loven er direkte frastødende -også var jeg fyldt med unødvendige blå mærker fordi min makker tilfældigvis viste sig at være sadist. Jeg kan godt se det fornuftige i at være forberedt på angreb, vide hvad man skal gøre, at man skal passe på sig selv, tænke sig om, ikke gå alene skumle steder osv. alt det giver god mening. Men det virker altså en smule paranoid, ALTID at gå og holde øje med andres adfærd og ALTID klæde sig så man falder i med mængden. Hvorfor ikke slappe af, med mindre du er dybt kriminel, stinkende rig, virkelig berømt eller har gjort dig ekstremt upopulær hos de forkerte mennesker, er der vel for dælen ikke nogen der går og jagter dig hele tiden.

Ninja over and out.

 

 

Helikopter i køkkenet

Hvem var det der glemte at fortælle mig, at børn ændre dit syn på de fleste ting og dit liv totalt?

Som mor til to drenge på 6 og 9 år bliver jeg ofte sat til vægs. Jeg står på hovedet for at forstå hvordan de tænker og føler, jeg væbner mig med næsten uanede mængder af tålmodighed (hvilket ikke er en naturlig ting for mig), jeg bider mig selv i tungen for ikke at sige “pas nu på” og “lad nu være med at drille hinanden” hvert femte sekundet, jeg kan smøre fire nutellamadder hurtigere end du kan tælle til tre, jeg kan tænde bål med våde aviser, lappe bukser (selvom det bestemt heller ikke falder mig naturligt), snitte pinde med kniv og synes det er fedt at se min lille purk seks meter oppe i et træ i færd med at sparke ud efter sin bror i træet ved siden af …alt dette uden at får stress – men ikke uden hjertet sidder oppe i halsen og bukserne føles lidt halvklamme.

De er krugtugler, tasmanske djævle, for meget, utålmodige, nysgerrige, ind imellem bander de som havnearbejdere, de praler og de ynder at lave helikopteren midt i køkkenet efter dagens bad. Det er ikke bare sådan en semifesen halvhjertet helikopter, nej det er den helt store tur gerne i flere minutter af gangen!!!! Mit køkken bliver dermed omdrejningspunktet for små flyvende tissemænd og stolt og storslået latter. “Se mor, nu kan jeg endelig lave helikopteren, fordi jeg har sådan en god tissemand” var udbruddet en dag. Hvad gør man så? – det er jo bare sunde unger, prøver jeg at sige til mig selv, de har en god portion selvbevidsthed, de er i kontakt med deres krop og det er jo en fantastisk ting. En ting som de altid har haft, ældste barnet fortalt fx som 3 årig en sød ældre dame i Rema 1000′ s kassekø, at hans far havde skæg på tissemanden, med selvtilfreds udtryk i ansigtet… Hvad gør man så? Knækker sammen af grin? Skælder ud? Bliver flov? Roser ham?

Jeg holder fast i tanken om at det er en god ting….indtil jeg i en krog fra stuen hører om at den ene har lavet helikopteren i omklædningsrummet til gymnastik…tålmodighed….tålmodighed….tålmodighed… Det er jo ikke sådan det er noget jeg ligefrem har prøvet før, små piger i omklædningsrummet svinger jo ikke rundt med noget og de fleste gør det heller ikke når de bliver større. Som kvinde, som mor er jeg ofte lost og må skæve til min mand, i håb om backup fra en der selv kan svinge med tissemanden.

Det er fantastisk at være mor til drenge, men også noget mere udfordrende end jeg nogensinde havde troet og på nogle punkter jeg aldrig havde tænkt over før. De er også så meget andet end krudt, de er dybe og reflekterende, hudløs ærlige, ligefremme og fantastiske drenge. Jeg er sikret mange års sjov og forundrede tanker, for drenge er nu én gang drenge og heldigvis for det! Hvem elsker ikke drenge?

WP_20160214_001

Kærlighed og klassiske møbler

Kærlig

Kærlighed

Kærligheden

Kærlighed er mange ting og dog alligevel én og samme ting. Eller er den?

Der er kærlighed til materialistiske ting f.eks elsker jeg min lille grimme vase og alle de små søde skåle jeg bliver ved med at købe…

” fordi små forskellige skåle bare er noget så fint når man laver tapas”. Ikke fordi jeg laver tapas særlig tit, mere fordi når jeg endelig GØR det, skal jeg bruge en masse små søde skåle i forskellige farver og mønstre for, at fuldende mit mesterværk. Lige dér kan jeg kigge på min bedre halvdel og med et blik fortælle ham, at det var HELT rigtigt at købe de små søde skåle. Dette er blot et eksempel på kærlighed når den er materialistisk, det kunne sagtens handle om design klassikere, men for det meste er jeg alt for nærig (læs. fattig) til at bruge mine penge på fede men virkelig dyre møbler. Med ting er kærlighed og forelskelse nem, ofte ser man noget man gerne vil eje, det afgørende for om forholdet ender lykkeligt er; Har jeg råd til den/det? Er den/det dét værd? Bliver jeg (vi) lykkelige? Svaret er et simpelt “jay” or “nay”. Hvis svaret er ” jay” og lykken ikke holder kan genstanden sælges igen eller smides ud, alt afhængig af hvor mange penge man har brugt på den. Er svaret “nay” kommer man ofte hurtigt videre og hvis man ikke gør, kan man altid spare op til den. That’s easy!

Så nem er kærligheden ikke altid! Kærlighed er en ambivalent størrelse, tag som eksempel bare kærligheden til børn. Alle forældre kender til det, vi knuselsker vores børn – det er helt uddebatteret at vi vil gå igennem ild og vand for dem, vi tænker på dem konstant og vi elsker dem så forbandet højt. INGEN skal tale ondt om vores børn, INGEN skal fortælle os hvordan vi skal opdrager dem, uden vi selv spørger og INGEN skal nogensinde komme imellem os og vores børn. De er det dyrebareste i vores liv. Selvom de er alt det kan de fleste af ikke sige os fri for en gang imellem -bare en gang imellem at ønske os væk til en stille Sydhavsø ø med en cocktail i hånden…eller måske bare til et par timers ro med en kop kaffe og en god bog. Sådan er kærlighed også -altså et paradoks. Det samme gælder med ægtefælle/kæreste, den man elsker -tugter man også lidt ind imellem. Når vi er meget sammen med et andet menneske og vi efterhånden slapper af i hinanden selskab viser vi vores måske ikke så flatterende sider frem. Hvorfor? Fordi vi tør! Vi slækker lidt på formaliteterne og skruer lidt ned for charmen, som f.eks den dag jeg sad i sofaen og flashede en god tot ca. 1 cm lange hår i armhulen -uden overhovedet at ligge mærke til det. Forstå mig ret, hvis man synes hår under armene er pænt, så fred være med det, der er jeg bare ikke kommet til endnu. Min bedre halvdel er ret afslappet og sagde at han synes jeg var sød alligevel. Sød. Ikke sexet. Bum. Manden havde jo ret, jeg var da sød på en behåret måde, som en lille ulden angorakaninsød -ikke sexet! Lige dér besluttede jeg, at være lidt sexet hver dag, ikke for hans skyld! Men for min egen, fordi det får mig til, at føle mig godt tilpas med mig selv. Hvordan det går vil jeg ikke komme nærmere ind på! Det er som om at parforholdet hvis man ikke passer på, bliver et fristed for to stinkende zombier, der grynter til hinanden. Jeg falder ofte selv for “hvem kan slå den mest stinkende prutkonkurrencen”.Vi kender vores partner så godt, at vi går i symbiose med hinanden og vi TROR, at vi ved hvad den anden tænker. Alle minder hinanden om at huske parforholdet -husk hinanden for dælen. Ja det gør vi også, samtidig med alt det andet vi skal huske at gøre.

I sommeren 2014 offentligtgjorde Jyllands-Posten en undersøgelse de havde fået lavet af Wilke, der viste at 49,9% af alle adspurgte kvinder elskede der børn højest, dvs. højere end deres ægtefælle/kæreste. Kun 24,9% af kvinderne elskede deres ægtefælle/kæreste højest. Mændene havde det lige omvendt 50,4% af alle adspurgte mænd elskede deres ægtefælle/kæreste højest mod 26,2% som elskede deres børn højest. Agurketid eller ej viser det, at der er mere end et dilemma når det gælder kærlighed.

Er det vigtig at finde ud af hvem vi elsker mest? Kunne det være mere vigtigt, at se på hvordan vi elsker og hvor forskellig kærlighed kan være?

Jeg tror at kærlighed har mange forskellige ansigter, fordi vi har brug for kærlighed på flere niveauer. Det er ganske simpelt eksistentielt for os. Betinget som ubetinget, netop der er børn vs. ægtefælle/kæreste et godt eksempel. Det er få der slår op med eller går fra deres børn. Der er mange der slår op med deres kæreste eller går fra deres ægtefælle. Kunne undersøgelsen fra tidligere have noget med netop det at gøre? At mange af de adspurgte kvinder og mænd har været fraskilte? Måske.

Hvordan kan man overhovedet undgå at ende i skilsmisse statistikkerne? Folk bliver jo skilt hele tiden! Og det med god grund. For dem der stadig er sammen med den de elsker er det svært når vennerne bliver skilt. Skal man vælge side? Skal man ikke? Hvad med børnene? Hvad med hunden? Hvad med alle de negative ting man pludselig hører? Hvorfor gik de fra hinanden? Betyder det at vi også skal gå fra hinanden? Hvordan føles ikke rigtig eller vokset fra hinanden? Hvis der er behov for at spørge sig selv, betyder det så at man ikke er dér… eller er man? Der er jo aldrig nogen garanti for noget, kun klassiske designer møbler, vi må bare tage chancen og se hvad der sker.

Kan børn og mødre leve uden spelt?

             

————–> SPELT

I følge wikipedia (og så ved vi at det passer!!!) “En af de ældgamlesorter af hvede. Man anser den i dag for at være en hybrid mellem urhvedesorterne Emmer og Enkorn….”

Jeg kan huske verden fra før spelt fik sit comeback, den gang kunne man købe lyst eller groft brød i flere forskellige varianter. Min generation fra først i 80’erne er vokset op med mors hjemmebagte lyse boller, lavet af gær, margarine, sukker, hvedemel, æg og mælk. Ovenpå kunne man få smør med pålægschokolade eller marmelade…bum så enkelt… det var skønt og de smagte fantastisk! Der var ingen dårlig samvittighed over lyst brød med sukkerholdige pålæg og smør på. Der var bare lune nybagte boller med tilbehør og ikke så meget mere. 

MEN så kom spelt!!! Det er vel ved at være ca 15 år siden og den er stadig populær – hvad sker der lige for det? Det er ikke fordi jeg ikke kan lide spelt, jeg synes spelt smager fantastisk. Og jeg synes også at børn skal spise sundt. Det er mere det spelten repræsenterer og de egenskaber,den har fået trukket ned over hovedet, der giver mig mindreværdskomplekser og kvalme på samme tid.

Det værste er de trofaste og mega overskudsagtige “speltmødre”. Pyh de skræmmer mig!

Jeg er ikke overskudsagtig, jeg er nok mere en ligeakkuart/tætpåunderskudagtig type. Jeg laver mad fordi vi skal have mad -ikke fordi jeg bare elsker at stå der hver eftermiddag. Jeg vasker tøj og gør rent fordi det skal gøres, ikke fordi det gør mig glad. 

Speltmødre er ganske søde og i starten når man møder dem, kan man tage sig selv i at tænke “hold op hvor er hun fantastisk”-hun kan både bage boller hver dag, sy, strikke, holde huset skinnende rent, se super godt ud, hun stryger sine trusser, hendes børn er lækre/charmerende/velopdragne små engle, der får dine egne til at ligne djævleyngel ved siden af. Hun bor i det fine og velindrettede hus, hendes mand ligner en der træner jævnligt, han er klog og charmerende, han kommer med komplimenter hele tiden og viser gerne alle hvor meget han forguder hende. Hun tager pusten fra dig, men inden du opdager det er dét der foregår, er du selv gået i gang med at bage, sy, strikke, vaske, skrubbe og skure – alt imens du ikke fatter, hvorfor speltmor altid smiler og virker så glad. Det er sgu da ikke noget at smile over! 

Jeg smiler når min mand laver aftensmad og lader mig dovne på sofaen. Jeg smiler når jeg opdager at vasketøjskurven endelig er tom. Jeg smiler når jeg finder ud af at jeg kan lave langtidshævet brød og jeg ikke behøver at bruge mere end 10 min på det. Jeg smiler når jeg kan lokke min mand til at hente kaffe til mig, jeg smiler også når han kommer hjem med blomster og fordi det er så forholdsvis sjældent, bliver jeg barnlig glad helt ind i sjælen. Jeg smiler lørdag morgen når jeg tager en time mere inden jeg står op.

Pludselig husker du at, der ikke er nogen der altid er glade. At speltmor må have verdens fedeste facade. At hun egentligt aldrig har talt om andet end speltboller, sine børn, sit hjem, sin mand og hvor perfekt alting i hendes liv er. Hvad hun føler og hvem hun er under facaden kommer ikke frem. Men hvis du er heldig, lukker speltmor dig måske ind bag den facade en dag. Der inde gemmer der sig en helt normal kvinde, der også er ved at brække sig over sine børn ind imellem, over at være perfekt hele tiden, over at skulle leve op til sine egne høje krav og over speltboller!!!

Så hvis du har planer om at blive en speltmor -eller måske allerede er det.

Så vil jeg gerne sige til dig, at verden kan godt lide dig selv om du ikke er totalt tjekket hele tiden og alt ikke er perfekt. Det er jo netop det der er det skønne -altså den kantede og upolerede verden. Velkommen til den -velkommen til ragnarok og til børn der vokser op uden spelt.

 

Dymokærlighed

I arbejdsmæssig sammenhæng er jeg en kontrolfreak uden lige. Jeg har det bedst med at have styr på alt og med at have en finger på pulsen i alle sammenhænge. Jeg prioriterer konstant, jeg laver lister, systemer til at huske og fejlsikre og jeg søger ALTID at have en plan. Hvis der ikke er en plan -så laver jeg en! Faktisk ikke bare én, men gerne plan A, B og C. Jeg tænker meget på alle scenarier og forsøger, at analysere mig frem til konklusionen og løsning på alle tænkelige situationer og problemer.

Privat er jeg en lille smule mere afslappet -eller det mener jeg i hvertfald selv. Der må godt rode lidt og være lidt ukrudt i haven, lige indtil der ikke må alligevel og jeg går i selvsving. Det er underligt, men der må gerne rode på bordet, så længe jeg ved at skabe og skuffer er ryddet op. Synligt rod kan jeg overskue, men skjult rod der vælter ud i hovedet på mig, når jeg åbner et skab er bare ikke acceptabelt. Der må dog godt være visse zoner i og omkring huset der roder lidt. For flere år siden købte min mand en dymo til mig – altså sådan en lille maskine, der kan printe labels ud med klister på bagsiden. Det var den fedeste gave og jeg var allerede godt i gang med, at planlægge hvordan hylderne i vores gamle viktualierum skulle have dymolables all over. Sikke et dejligt projekt det skulle blive og bagefter kunne jeg også sætte dymolables på hylderne i garderobeskabet, på børnenes værelser, i garagen og ja…fantasien sætter kun grænser for hvor jeg var klar til, at klistre og skabe orden i kaos. Planen blev ikke modtaget helt så positivt af min bedre halvdel, som nedlagde veto imod en hver form for dymolables på ALLE hylder i huset og især ikke i garagen. Det skal lige tilføjes at Garagen er min mands zone og den rummer alt hans mande-udstyr, jeg må selvfølgelig gerne have ting derinde og komme på besøg -men jeg må ikke rydde op, ikke sætte i system, ikke holde orden eller bestemme hvornår der skal ryddes op.

Dagen efter vetoretten var taget i brug sidder jeg i auditoriet, sammen med min kolleger og prøver at blive lidt klogere. I pausen tager jeg min telefon op og sender en sms…en kollega griner og peger på min teleforn og siger “mobiltelefon”. Jeg forstår ikke hvad der er så sjovt ved min telefon, før jeg vender den om og ser at min mand har givet telefonen en dymolable hvor der står ” mobiltelefon”. Hahaha point taken honny! Siden da har jeg forsøgt, at slappe lidt af her hjemme, men hvordan tøjler min sin naturlige kontrolfreak?

Jeg øver mig på at tænke pyt. Kan jeg reelt gør noget eller ændre noget ved dette problem, nej. Nå så pyt. Jeg visualiserer mig en stor kasse hvor der står “pyt” på siden og den stopper jeg pyt tingene ned i. På arbejde er der meget til pytkassen og privat kan der også være en del. Det gælder både for mand, børn, veninder, forældre og i alle relationer. Jeg opdagede at hvis noget var pytagtigt og det blev puttet i kassen, så kunne jeg næsten glemme det. Fantastisk. Det er vel egentligt det der hedder at vælge sine kampe med omhu. Nøgleordet må være omhu, rettidig omhu.

 

Badminton badass

Jeg synes motion er godt, rigtig godt endda og sundt -meget sundt!

Det bliver bare hurtigt så dræbende kedeligt for mig, at løbe en lang tur i skoven. På sigt er det sjoveste ved det, når jeg kan fortælle andre hvad jeg HAR gjort. Det er LIGE der jeg rammes af min egen dobbeltmoral og bliver en lille smule (meget) selvhøjtidig og nyder, at kunne fortælle hvor sund jeg er. Nu når jeg tilstræber og påstår at være en solidarisk søster holder det ikke, det holder heller ikke -når jeg kun kan motivere mig selv til at løbe det antal gange, der kan tælles på én hånd!

Jeg vil gerne være rigtig sej…måske er det netop der det går galt for mig. Altså det med at ville være sej, fremfor at udøve motionen for motionens skyld og fordi det er sjovt. Det har jeg efter flere forliste ægteskaber med diverse motionscentre måtte erkende er virkeligheden for mig.

Motion skal være sjovt, for at jeg kan holde motivationen i top, det skal også være udfordrende og noget med at vinde (eller prøve på det). Igen rammer dobbeltmoralen mig lige i hovedet, men jeg mener altså stadig at lidt sportslig konkurrence er sundt! Jeg har længe tænkt over hvilken sport der måske kunne være sjov, at udfordre mig selv med. Sådan noget kræver lang betænkningstid, når man som jeg er det der kaldes motorisk udfordret. Min motorik er åbenbart underudviklet og jeg kan komme til skade på alt. Den mindste lille ting og jeg kommer til skade. Det har været svært for mig at acceptere, at det er sådan og jeg ikke er Fru Sej. 

Håndbold hmm nej tak. Fodbold -sjovt, men nej tak. Løb – afgjort nej tak! Dart? Øhh noget der er spidst som jeg skal kaste med, nej slet ikke! Bowling, tja jeg er i hvertfald god til at skyde hårdt. Men så kom jeg i tanke om, at jeg som barn gik til badminton og det var faktisk ret sjovt. Der er ikke nogle spidse genstande eller ting jeg kan falde over, ikke særlig mange på banen og man spiller med en fjerbold -whats not to like!!! Tilfældigvis, var der et par andre mødre der var klar på badminton for dummies, så ugen efter troppede vi fire kvinder stærk op, i den lokale badmintonklub. Det var så sjovt og det er det stadig, jeg tror aldrig jeg bliver sej til det. Jeg bliver måske let øvet – en gang om lang tid. Og jeg har stadig ondt i store dele af kroppen dagen efter.Alligevel vil jeg forbeholde mig retten til at kalde mig badminton badass…hvorfor? Fordi jeg nogle gange laver en god serv -eller smash også vigtigst af alt fordi jeg kan.

En anden virkelighed er at jeg elsker kage!!!! Hvis jeg ikke skal blive alt for gangbesværet og kropsformen ikke skal mere rund end hvad godt er, må jeg indse at det ikke er nok, at spille badminton én gang om ugen. Den kropsform der kan passe de syv par virkelig fede jeans, der ligger gemt langt væk, er ikke tilstedeværende i øjeblikket. Min kropsform er ikke et stort problem for mig, jeg synes stadig jeg ser meget godt ud og jeg er også stadig sød (nogle gange mere end andre). Problemet er bare de syv par jeans, selv om jeg ikke kan se dem, spøger de i bevidstheden. Den perfekte kropsform får jeg aldrig, graviditeter, ét kejsersnit, én fødsel og amning af to børn har sat sit præg. Men min krop er fin og god som den er. Tror jeg smider de syv par jeans ud! Tror jeg begynder at cykle hardcore MTB! Tror jeg snupper en kage og elsker livet! Peace out!

20150513_14312920150513_203953 2014-01-01 21.02.23

 


Continue reading →

Kvinder – de bedste i verden

Jeg kender utrolig mange kvinder og de fleste af dem holder jeg enormt meget af. Enkelte kvinder er meget svære at holde af på alle punkter og få kvinder er jeg direkte bange for!

Jeg arbejder i en kvindedomineret verden, jeg har mange kolleger/tidligere kolleger, veninder, en søster, en mor, en papmor, samarbejdspartnere, bekendte, veninders veninder, selv chefen er en kvinde! “Jeg er dagligt omgivet af så meget østrogen, at jeg kan skrive en bog om det feminine univers, kvinders sammenspil og hvordan der kommunikeres med en kvinde”

Mange af de kvinder jeg kender, som også har børn, har jeg delt fødselshistorier med, talt om prævention, menstruationssmerter, familierelaterede problemer der strækker sig fra børneopdragelse -mangel på overskud – til parforholdsproblemer. Veninder er hinandens terapeuter og gode veninder deler (næsten) alt, nogle deler mere end andre. Lige så forstående og søde vi kvinder kan være overfor hinanden, lige så hårde og fordømmende kan vi behandle hinanden. Ordsproget “du er din egen værste fjende” falder helt til jorden, i denne forbindelse vil jeg sige at “din veninde er din værste fjende” for hold nu op det kan gå hårdt for sig når kvinder ser sig sure på hinanden. Alle kvinder har prøvet det, enten tidligt i skolegården, som teenager eller voksen. Det er bare slet ikke sjovt! Stridighederne opstår ofte som følge af jalousi eller sladder og det er ligegyldigt om man er 8 år eller 28 år.

Mange kvinder stræber efter status, denne kommer til udtryk i form af designermøbler, store huse, fede biler, virkelig virkelig dygtige og begavede børn, fedt job, lækkert tøj, sko, tasker, makeup, hvem der er smukkest, slankest, laver de bedste spelt boller, hvem der har det pænest indrettede hus, den lækreste/rigeste og mest succesfulde mand. Alle (næsten) har virkelig travlt med at bevise hvem de er og hvor dygtige de er og konkurrencen er ben hård.

Jeg hader det! Så slap dog lidt af.

Jeg kender så mange kvinder der render rundt og giver alle andre kvinder dårlig samvittighed. Sætninger som “jeg drikker ikke i aften for jeg er ved at træne op til triathlon” er i og for sig helt fine, men det er det der kommer bagefter jeg ikke kan holde ud….det selv ophøjede blik og selve tonelejet, som fortæller alle andre ” se lige mig og hvor vigtig jeg er”. Misforstå mig ikke, mange af mine elskede veninder træner uden at servere denne selvhøjtidelighed. Og hvis du tænker på janteloven i denne sammenhæng, er det ikke dét jeg har gang i. Jeg synes du er mega vigtig, men det er da ikke pga. af et triathlon, det er da fordi jeg elsker din personlighed, dit humør, din humor, den du er, hvad du står for og ikke hvad du kan præstere.

Jeg kan bare bedst lide at sidde på de billige rækker (og drikke en fadøl), det er dér livet er, det er dér de virkelige mennesker findes og det er dér livet leves. Det er stedet hvor det er lige meget om du er leder eller arbejdsløs, på de billige rækker leves livet på godt og ondt. Det er der din veninde stamper et par for små g-strengstrusser op af tasken, fordi du har hængerøv i nylonstrømperne og mangler et par trusser at tage ud over, før du kan danse grimt og synge endnu grimmere. Det er på de billige rækker dine veninder samler dig op efter, at være blevet dumpet for hårdt, af ham den lækre fyr -hvor det hele var for godt til at være sandt. 

Det er dér de virkelige bånd knyttes. Det er der søstersolidariteten  blomstre og det er dét, der er vejen frem for os kvinder. Vi skal lære at respektere hinanden og gemme konkurrencen og jalousien væk og i stedet bare være glade på hinandens vegne.

Så til alle jer skønne kvinder, der ude jeg hylder jer for dét I er og jeg elsker jer sgu!

 

Januar! Jeg elsker også dig -trods alt!

Januar! Så kom du din mørke, kolde og ualmindelige lange måned. Januar står i stærk kontrast til sin lidt mere elskværdige lillesøster December.  

December er, til forskel for Januar, magisk og fyldt med glæde, varme, forventning og hygge -eller det synes nogle måske især børnene. For børnenes forældre, hvilket er den kategori jeg tilhører, kan det være en travl tid hvor planlægningen skal gå op i mindste detalje. Juleklip, julepynt, julefrokoster, juleafslutning til diverse fritidsaktiviteter, julekalender, pakkekalender, æbleskiver og glögg til man er ved at kaste op og IHHH hvor vi hygger os allesammen. Julen bliver hurtigt et stort ræs, alle instanser sætter ind med alle segl for, at lave deres helt unikke julehygge tiltag!  Hvis man, som vi, vælger noget af det fra for simpelthen, at have tid til at være en almindelig familie, kan man risikere at blive mødt med skepsis og undren, kommenterer som “hvorfor kommer I ikke til juletræsfest” ellers ” det er da synd for børnene at ….” Når julen er overstået venter nytåret, som for vores vedkomne er en hyggelig aften med naboer og god mad.

Derefter kommer Januar og det føles som om det hele klapper lidt sammen, men det er faktisk på en god måde. selvom Januar er lang og mørk, er det også den måned på året hvor der er størst sandsynlighed for frost, sne og sol. På en nat kan verden forvandles til det smukkeste hvide vinterlandskab, hvor sne og is krystaller skinner smukt i solen. Og sneen -jeg elsker den! Altså jeg elsker ikke at køre på vej til arbejde i den kl. 6.45 om morgenen. Nej jeg elsker når den knitre under skoene, når vi skal ud og kælke eller bygge snemand som ender i sneboldkrig -det er bare så hyggeligt. Jeg elsker at sidde i køkkenet med en varm kop kaffe og se ud i haven når det sner. Det er den der barnlige glæde der bare bobler op i en -hold op hvor er det fedt! -Og det er lige dér lykken rammer én og uden at ligge mærke til det bliver jeg bare SÅ utrolig lykkelig og glad. Tænk der skal ikke mere til end et simpelt og helt almindeligt vejrfænomen før lykken forløses. Det er så umiddelbart og på én gang alligevel så tilpas specielt at jeg hver gang det sker bliver lige overrasket og glad og lykkelig.

Januar er også en måned hvor hele Danmark, eller sådan føles det ihvertfald, går i fitnessmode. Alle skal træne og tabe sig, alle er på kur og alle har lige netop dén rigtige metode. Jeg har selv flere gang hoppet med på hele nytårsforsæt bølgen, blot for at erfare at jeg elsker kage virklig meget -især når jeg ikke må spise det. Selve fornægtelsen er det der gør udslaget for mig og dømmer mig til at mislykkedes med det samme. Så hvorfor bruge så meget krudt på at tabe sig hurtigt og være “sund” i Januar? Jeg tænker det ville være bedre at flade det lidt ud og prøve at være tilnærmelsesvis sund hele året også derefter bruge alt den gode energi på at lære at elske sig selv.